Tur : Artstur Skib : M/S Emma-Line, Thyborøn. Fiskested : Nordsøen
Så blev det tid for den første gældende tur til årets klubmesterskab. Der var fuld tilmelding, og vejrudsigten lød på stille vejr og sol det meste af dagen.
Vi var 4 mand fra Odense som fyldte en bil, monterede en trailer og fik en kølig på vej til Thyborøn. Vi var fremme i tusmørket, og sammen med gode fiskekammerater fik vi genopfrisket flere gode fisketure.
Det var min første artstur på Nordsøen, så jeg var lidt spændt på om mit valg af grej slog til, og hvad jeg skulle fange. Kl. 1.00 tørnede Jan og jeg ind som nogle af de sidste.
Tidligt lørdag morgen gik den vilde morgenbrødsjagt. De havde lukket så tidligt, så vi gik en tur i Pers butik i stedet. Han havde åbnet tidligt i dagens anledning og var klar til lidt grejsalg. Han kunne i øvrigt oplyse at dagens tur var med Emma-Line og de kulmulefiksede kunne slå koldt vand i blodet – der ville først komme muler ind til kysten om en uge.
I mellemtiden havde bagerkiosken åbnet og der var morgenbrød til alle som lystede. Vi stævnede forventningsfulde ud på den blanke – nej – der var minsandten halvhøje bølger selvom der ingen vind var. Emma-Line rullede en del, og man kunne godt blive lidt bleg.
Nå – det generer ikke en rask fisker. Vi var kommet til første stop, som var efter sild. Der var bare ingen sild eller ret meget andet. Per lagde dog ud med en makrel og Jan startede også op men med en grå knurhane.
I andet stop fik Jan en ising og Allan en makrel og så begyndte det så småt med flere makreller og småtorsk på dækket. Jan fik inden længe en makrel på fladfisketacklet og havde vel 5 arter inden jeg fik min første brugbare fisk – en lille rød knurhane.
Jan sagde dog, at den skulle jeg ikke kimse af – den kunne blive guld værd senere i konkurrencen.
Vinden lagde sig op af dagen og der var absolut ingen strøm. Willy, Kim B. W. og Peter havde taget hele kastesiden for sig selv, så der var plads nok overalt på skibet.
De første par stop gav godt med grå knurhaner, men så ebbede det ud, og torskene tog over. Der blev fanget rigtig mange små men også fisk over målet. Willy tog dagens største på omkring 3 kg ligesom han tog ny årsrekord i grå knurhane med en fin fisk på 34 cm.
Agterude kæmpede Frederikke en brav kamp med flere pæne torsk af gangen på hendes tackler – hun nød hvert et øjeblik, så vi har vist en ny stabil juniorfisker i klubben.
Oppe på langsiden stod Jesper, Jan og undertegnede. Jesper havde god tur i den og tog en rigtig flot rødspætte på 45,5 cm og 1 kg. Jeg var efterhånden kommet med igen. Fik fuldt hus i makrel og fangede senere 4 ulke med den største på 29,5 cm som rakte til ny årsrekord.
Ved styrhuset stod Østerby klanen som i dagens anledning var reduceret til Torben og Rasmus. Rasmus var desværre ikke helt frisk, og som den gode far Torben nu engang er, gik der noget fisketid på at passe junior.
Begge fik dog fisk med hjem, selvom Torbens fiskeri var præget af en vis makrelfeber – uden den store succes.
Helt agter havde vi Søren, som ofte besøgte os i stævnen for indskrivning af fisk – der var vist god gang i den bagude. Bl.a. fik han en fin rødspætte på 33,5 cm.
Skipper fandt et kystnært vrag, og der kunne være chance for sej, lange mv. Jan satsede skarpt på en lange men uden held.
Heldet var til gengæld med Peter, som landede en flot mørksej – i øvrigt dagens eneste sej. Da han samtidig havde 2 berggylt med den største på 18 cm, lå han godt i konkurrencen.
Sidst på dagen var fiskeriet ebbet lidt ud for Jan. Han havde dog fået en Ising på 31 cm, men manglede den evindelige rødspætte – han hev til gengæld den ene torsk op efter den anden – de fleste endte i min kurv til glæde.
Jeg havde haft et relativt godt fiskeri i løbet af dagen og stille og roligt fået fyldt op. Jeg manglede dog den grå knurhane, så da de sidste par stop på vej hjem var ved morgenens knurhanepladser var jeg rimelig hooked.
Det lykkedes mig at kroge en knurhane lige foran gællerne, men det var på et hængende hår at fisken kunne godkendes. Det bragte mig op på 7 arter, hvilket skulle vise sig at være tilstrækkeligt til at blive bådmester.
Vinden var frisket op, og der kom regn ind over os. Fiskeriet gik i stå, og vi satte kursen mod land efter endnu en spændende fiskedag.
Ideen med klubmesterskab er helt perfekt – det er pludselig rigtig sjovt at fange en ulk. Vi er nu klar til næste dyst fra Ebeltoft i Juli.