Tur : Buletur Skib : M/S Arresø, Helsingør. Fiskested : Øresund
Midt om natten mellem mandag og tirsdag mødtes en bilfuld havfiskere fra Sydhavsøerne hinanden på banegården. Sammen skulle de deltage på årets første buletur med Måleren, og forhåbentligt repræsentere Lolland-Falster på bedste vis. Kursen blev sat mod Helsingør og den sidste lur blev nappet inden vores medfiskere fra Sønderjylland og Fyn ville dukke op i oksekærre og minibus. Undertegnedes lur blev pludselig afbrudt af nogle mærkelige lyde fra kajen – det viste sig at være fynsk, alsisk og andre dialekter, som sjovt nok ikke huserer i de sydøstligste egne af landet! Målerens turdeltagere var altså samlet, og enkelte deltagere benyttede de sidste 20 minutters ventetid med at rigge til og holde deres landsdels særpræg i hævd. Altså skulle der krejles hægter og andre nips.
Båden der blev sejlet med var døbt M/S Arresø, og mens vi lå i havn virkede havet også ret fersk og fredeligt, Øresund viste sig fra sin bedste side rent vejrmæssigt. Skipper ankom til tiden, og efter et kort informationsmøde over højtaleren blev kursen sat mod bulerne. Det var med dirrende tommelfingre og gele i knæene at pirken blev sendt mod bunden på første stop. Skulle det blive en af de dage hvor torsken villigt huggede på kommando? - Nej.
Efter halvanden times koldt, men flot fiskeri i solopgangen var der stadig ingen fisk på dæk, og skipper mente at det ville bringe held hvis alle begyndte at spise deres madpakker. Det gjorde det ikke, men ved at drivefiske fik vi lokket 4 små torsk til pirken, og Jens Jørn Lassen snuppede en krabat på 4 kilo. Det stod klart for alle at fiskeriet ikke var bemærkelsesværdigt hektisk, så tiden måtte være inde til diverse spydigheder, og lur mig om ikke Jan Dalgaard glæder sig til at slippe sit tunge åg (Altså 50lbs stang + Shimano TLD 20 – 2speed) når han nu har sandet hvor effektivt man kan fange ingenting på langt lettere grej….! Rikard Jensen fik også nogle verbale leverstød, da kastefiskeriet for ham er lig med store kaffemølle-lignende fastspolehjul, som naturligvis ikke når en toptunet multirulle til stjernebremsen.
Omkring middag begyndte der at ske noget - De ”hardcore” bulebåde flexede konstant stænger og ofte måbede vi gættende med når en flot fisk kom på Bonito’s bismervægt. Skipper Karsten sneg båden rundt i laveste omdrejninger og gjorde indimellem store øjne – et sikkert tegn på buletorsk ved bunden! ”Kom så gutter, der er 4-5 meter bule dernede” – Den melding fik alle til at stramme grebet om havstængerne, men desværre forgæves.
Eneste undtagelse var da Viggo Madsens stang pludselig stod spændt som en flitsbue. ”Bundbid” – var der vist en del der tænkte, men Viggo fortalte senere at en række kraftige rusk fra dybet havde signaleret fast fisk. Helt fast var den desværre ikke for efter nogle minutters tovtrækkeri mistede krogen sit tag i fisken. Den var stor, og den vil sikkert meget længe leve videre i Viggos erindring, men det blev altså ikke denne dag, at den ville hilse nærmere på et målermedlem.
Selvom vi ofte loddede pæne buler var fiskene ikke interesserede i at bide, og de fleste stod med slappe ansigter som tiden nærmede sig hvor vi skulle tilbage i havn. På det der skulle vise sig at være dagens sidste stop, havde mit ansigt også fundet en bekvemmelig og mut grimasse, men så var der endelig fast fisk! Nogle tunge rusk og følelsen af at have kroget en telefonpæl der svajede i strømmen, indikerede at der var tale om en fejlkroget fisk. Dyret dunkede hidsigt rundt, og fik lov at rase ud ved bunden. Da kræfterne var ved at slippe op kunne jeg med forsigtig hånd begynde at pumpe fisken mod overfladen og op til Rincses ventende gaf. En hurtig vejning afslørede at jeg havde fanget 9.4 kilo kommende fiskefrikadeller, og med dagens største torsk var Falsters ære reddet.
Det var en flok muntre fiskere der forlod M/S Arresø den tirsdag, glade men tomhændede. Efter en hurtig omklædning gik turen til Jan & Bo’s Helsingør filial, hvor Jan Kristoffersen havde inviteret på film, forfriskninger og fristende fiskegrej. Efter indkøb af diverse livsnødvendigheder gik vi i kælderen, hvor vi blandt andet så video fra vores kommende turmål i Norge – havkatteøen Fedje.
En stor tak for en god dag til Jan & Bo som havde lokket Måleren på buletur. Der var udbredt enighed om, at vi vender tilbage til Øresund næste vinter. Også tak til skipper Karsten på Arresø for hans meget pædagogiske måde at behandle os buleamatører på.