Tur : Fladfiskecup Skib : M/S Fie og M/S Emanuel, Spodsbjerg. Fiskested : Langelandsbæltet
Igen i år deltog Måleren med fuldt hus på to turbåde og et par enkelte medlemmer spredt ud på andre både til Jan & Bo’s fladfiskecup.
Dagen startede med kage både om bord på Fie og Emanuel takket være Annette. Udover kaffe og kage blev de indkøbte agn delt ud, og vi kunne sejle ud på et relativt roligt bælt.
Roligt havde det dog ikke været i dagene op til konkurrencen med kraftig blæst, så vi frygtede at fiskeriet kunne være påvirket af det netop overståede uvejr. Og det viste sig desværre at holde stik. Fladfiskene var rigtig svære at få på finnerne og lå sikkert stadig nedgravet i sandet.
Derfor var der langt mellem fangsterne, og det lykkedes hverken på Fie eller Emanuel at fange en oplagt kandidat til at sende et Måler-medlem på podiet.
Nærmest kom Dan og Helmuth med et par rødspætter lige over 40 cm, men ved indvejningen senere på dagen havnede disse fisk lige uden for præmierækken.
Fiskeriet havde også været svært på de andre både, men der var dog blevet fanget en enkelt rigtig flot slethvar på lidt over et kg som altså løb med førstepræmien.
Vi prøver igen næste år at forsvare de stolte traditioner, som Måleren har i Fladfiskecuppen.