Tur : Fjordtur Skib : M/S Mik Pedersen, Aabenraa. Fiskested : Aabenraa Fjord
Sidst i maj måned tikkede der en melding ind om godt fiskeri i Aabenraa Fjord fra Finn Jensen. Det lød så overbevisende, at det blev besluttet at lave en ekstra tur for at få afprøvet M/S Mik Pedersen og skipper Jønne i den sønderjyske fjord.
Der var heldigvis hurtig god tilslutning til turen, og da pointturen med M/S Maagen blev aflyst, blev det besluttet, at denne tur i stedet var gældende i konkurrencen om årets klubmesterskab.
Det havde været en blæsende periode op til turen, og dagen for vores besøg på Aabenraa Fjord blev ingen undtagelse. Heldigvis kom vinden fra vest, så vi kunne sagtens sejle og fiske i den friske vind, hvor vindstødene lå på ca. 15 m/s.
Dagens første to drev blev taget på nordsiden af fjorden. Fangsterne var yderst begrænsede. Enkelte hvillinger, en lille ising hist og her og en enkelt sej til Allan.
Vi flyttede os derfor lidt længere ud i fjorden, og denne gang ramte skipper rigtigt. En fin fladfiskeplads viste sig fra den gavmilde side, og vi hev rigtig mange fine rødspætter og isinger om bord. Frederikke lagde sig lunt i svinget i forhold til konkurrencen, da hun som den eneste landede en skrubbe over målet. Skrubben var ikke bare over målet, men også i en så fin størrelse, at det senere skulle vise sig at være dagens største fladfisk.
Martin tog sig af dagens største rødspætte på 37 cm og klubmesteren fangede i det hele taget rigtig godt.
Vi fik taget en del drev hen over den fine fladfiskeplads, men et stykke hen ad eftermiddagen blev det besluttet, at nu skulle der satses på sej. Det indebar en tur tværs over fjorden til den sydlige side.
Her varede det ikke længe inden vi fik sejene at se. Både Frederikke og undertegnede fik et par godt fightende sej omkring de 2 kg til overfladen, men så desværre heller ikke længere. Begge fisk fik vristet sig fri af krogene og forsvandt i bølgerne.
Ganske kort tid efter fik jeg et rigtig godt hug i nærheden af bunden, og den lille fladfiskestang flexede godt sammen. Næsten samtidig krøllede Gustavs stang også sammen, og vi kunne hver især nyde en rigtig god fight på det lette grej.
Det viste sig, at det, som jeg havde troet, var et par sej omkring de 2 kg, var torsk på 3,3 kg og 3,6 kg. Noget af en overraskelse for de fleste, at vi skulle se torsk på den størrelse. Gustavs torsk var stor nok til at være ny juniorrekord, og den gjorde ham også til dagens puljevinder.
Lidt senere lykkedes det at få fanget lidt sej. Vi ramte dog aldrig de store stimer sådan for alvor, men indimellem var der pludselig et par sej og der blev vel landet en 10 stykker i alt.
Pointmæssigt løb Frederikke med sejren, idet hun som den eneste kom op på 6 arter, mens Martin med 5 arter indtog andenpladsen.
Vi var alle rigtig godt tilfredse med turen, og det var bestemt ikke sidste gang at Måleren var med M/S Mik Pedersen og Jønne på Aabenraa Fjord!