Tur : Generalforsamlingstur Skib : M/S Mira III, Middelfart. Fiskested : Lillebælt
Årets generalforsamlingstur var fyldt op til sidste plads, og der var lagt op til en rigtig spændende finale i Målerens klubmesterskab, hvor hele seks af deltagerne havde mulighed for at vinde titlen. Desværre måtte turen flyttes, da Mira III var blevet påsejlet i havnen i Middelfart en uge inden den planlagte tur. 4 store planker skulle skiftes for at gøre den gamle dame sejlklar igen, og det nåede hun desværre ikke at blive til vores tur.
Derfor måtte vi rykke turen til den førstkommende lørdag, og det var desværre med det resultat, at vi kun kunne stille med 12 deltagere. Til gengæld var vejret perfekt med flot decembersol og svage vinde. Den spændende finale om mesterskabet var nu knap så spændende med Martin som storfavorit, og Frederikke måtte hjemmefra håbe at hendes forspring i juniormesterskabet var stort nok til, at Gustav ikke ville indhente hende.
Vi startede med lidt medefiskeri efter flade med sparsom succes tæt på havnen i Middelfart. Maria fik dog to isinger over målet og mistede en pænt stor ising, lige som den skulle svinges ind over dækket. Fiskeriet ebbede hurtigt ud, og vi gik i stedet ud i nærheden af den gamle bro. Der var god strøm i vandet, men ikke for meget til at vi kunne fiske. Det viste sig hurtigt, at der var masser af sej i vandet. Magnus fik 2 gange i løbet af kort tid fire sej på en gang på forfanget og slog den eksisterende juniorrekord to gange med fisk på 1 kg og 1,1 kg.
Der blev landet mange sej på det lette grej, og Maria og Karoline blev lokket ud fra den varme salon og nåede også at fange nogle stykker af de godt kæmpende fisk. Karoline gjorde Magnus præstationen med fire sej på en gang efter, og i sidste drev fangede Gustav dagens største sej på 1,4 kg og dermed ny juniorrekord.
På et af de sidste drev røg vi ind under den gamle bro, og mens mange fik bundhug af de nyligt udlagte store sten, der er dumpet ved bropillerne, fik jeg et godt hug på ormen ved bunden. Det viste sig at være en god torsk som med sine knap to kg endte med at blive dagens største fisk.
Strømmen tog mere og mere til og vi flyttede til Fænøsund med håbet om at der var lidt mere ro på strømmen der. Det var der, men til gengæld var der meget langt mellem fiskene. De få der var heldige fik til gengæld gode arter til mesterskabspointene. Således fik Mogens en lille ulk, mens Martin fik dagens eneste skrubbe.
Vi forsøgte derefter et par andre pladser, men strømmen fortsatte med at drille, og fiskeriet blev aldrig helt godt på trods af, at der blev landet et par fine stegetorsk.
Fiskeriet blev ringet af efter en pragtfuld dag på Lillebælt i det fineste decembervejr og med masser af sej i spandene. Nu skulle vi i havn og holde generalforsamling og have regnet på pointene til klubmesterskab og juniormesterskab, så vinderne kunne få overrakt pokalerne. Også Fie-pokalen skulle uddeles til fangeren af årets juniorfangst.
Som ventet løb Martin med titlen som årets klubmester i Måleren. Martin har kæmpet hårdt for mesterskabet og således været det nok flittigst deltagende medlem på årets ture i foreningen.Det var dog ikke på denne tur, at Martin vandt pokalen. Dagens resultat rakte til en midterplacering på båden, men til gengæld var han bådvinder på turen på Vesterhavet og delt bådvinder på Langelandsbæltet og dermed en yderst fortjent klubmester 2014.
Der skulle fintælling til for at afgøre juniormesterskabet. Inden dagens tur førte Frederikke, men Gustav havde kæmpet bravt hele dagen for at holde trit med Mogens, som med fem arter var blevet bådvinder. Gustav sluttede dagen på en flot andenplads med 4 arter og 12 fisk. Det viste sig at være lige nøjagtig nok til at overtage den samlede førsteplads hos juniorerne. Havde Gustav fanget blot én enkelt fisk mindre var det kun blevet til en andenplads, så det var en stolt og glad Gustav der kunne lade sig hylde som juniormester 2014.
Der var mange kandidater til årets juniorfangst. 2014 havde budt på hele 7 nye juniorekorder. Rasmus og Gustav havde forbedret 2 rekorder hver for henholdsvis torsk og knurhane samt hornfisk og sej. Frederikke havde sat ny makrelrekord og Magnus havde tilføjet to nye arter til rekordlisten i form af kulmule og lange. En enig bestyrelse havde peget på fangsten af kulmule som den mest specielle fangst og dermed gik Fie-pokalen for første gang til Magnus.
Efter uddelingen af pokaler blev Målerens ordinære generalforsamling afholdt i god ro og orden.