Tur : Todagestur Skib : M/S Bodil, Thyborøn. Fiskested : Nordsøen
Så var det atter ved at være fisketid.
Der var tur fra Thyborøn fra søndag den 5. april omkring midnat og frem til tirsdag kl. 22.00. Det var lidt med spænding jeg så frem til turen. 2 dage på Nordsøen i blæsevejr er ikke for sarte sjæle!!
Fra Fyn kom Jeppe og Dan samt undertegnede og Willy. Det passede med et par biler og en masse grej. Jeg lavede en samkørselsaftale med Willy. Han havde fisket Seatrout Open og var godt udmattet så jeg kørte.
Willy havde dog sine overvejelser omkring størrelsen af min Corolla og den mængde fisk, som han påregnede at fange.
Vi kørte efter aftensmaden og efter en begivenhedsløs tur nærmede vi os Thyborøn da den var godt ni. Vi diskuterede lidt om hvor på båden, som vi skulle placere os, når vi nu var i så god tid.
Vi var imidlertid de sidste som ankom, så pladserne var givet.
Vi handlede lidt i Pers veludstyrede forretning og tørnede ind omkring midnat. Dvs. Jeppe og Dan sov da vi kom – de havde været i Hvide Sande og fange sild – det havde åbenbart taget hårdt på dem.
Med tanken om 2 dages spændende fiskeri på Nordsøen i fint vejr lukkede jeg øjnene.
Næste morgen startede alligevel som den plejer på Nordsøen – med morgenkvalme. Der var en del gammel sø, men ellers var der kun en let vind og solskin.
Per sørgede for et godt morgenfoder og efterhånden var alle på dæk og binde rig mv. Vi skulle sejle til kl. 11.00 og ville så være et godt stykke ude vest for Thyborøn.
Vi startede med at pirke over vraget og tage torskene og der var hurtigt fleks på stængerne ned langs bådsiden.
Planen var at vi skulle fange nogle katte. Det første vrag gav 4 stk. katte og nogle pæne lyssej til 3,25kg og nogle mørksej op til 5,25kg
Midt på eftermiddagen gik der dog hul på bylden. Jeg fik en kat på 6,7 kg og dermed ny PR. Kort efter var der også flere af de andre, som fik katte ombord, så der var god stemning ombord. Kim er noteret for ikke at have givet øl for en pr. noget af en uvane for drengene fra fyn.
Jeg nåede at fange 4 havkatte på 6,8 kg, 6,7 kg samt en på ca. 4 kg og 1 på ca. 2 kg. Brian fik 2 katte op til 4,6kg og Willy fik 3 op til 4,3kg og Jens Jørgen Lassen fik 2 katte til 3,7kg. Der blev i alt fanget 16 havkatte op til 7,2 kg fanget af gæsten Arne fra Als.
Alle i Måleren er ved at være (mere eller mindre) stabile til at filetere fisk og de fleste fisk blev fileteret i løbet af dagen, mens vi sejlede, og derefter lagt på is. Specielt Kristian og Jens er rigtig gode. Kristian var i øvrigt flink til at hjælpe andre.
De sidste par vrag inden fyraften gav dog rigtig mange fisk. Der var derfor godt gang i fileteringen da Per serverede aftensmaden som bestod af boller i asparges med flutes.
Det smager fantastisk efter en dag på havet.
Jeg var næsten færdig med at filetere, da maden blev serveret, og manglede kun et par fisk til bagefter. Knapt så heldig var Bo. Han havde inviteret sin velfangende far med og tilbudt at filetere de fangede fisk.
Et tilbud som han virkede lidt træt af med en hel balje fisk tilbage til filetering efter aftensmaden. Agter havde Brian også travlt. Han havde fyldt 2 af de store køletasker med rensede fisk. Der var vel 150 kg!
Brian lovede, at efter de lovede havkatte på førstedagen skulle vi fange mange målere den kommende dag.
Således godt brugte gik vi til køjs uden fest kl. 22.30.
Efter er fantastisk søvn vågnede jeg frisk som en havørn kl. 7.30 næste morgen. Vi var ved at være fremme ved fiskepladserne og lå og drev mens folk vågnede.
Jens var dog klar med stangen og tog dagens første torsk mens vi andre gjorde vores morgentoilette. Da morgenmaden var ved at blive serveret fløj Brian ud af styrehuset og hev en 13,5 kg torsk nede agter.
Herefter sejlede vi kort og gik i gang med dagens fiskeri. Det var lidt blandet på vrag og stenrev.
Jeg var ikke for skarp fra morgenstunden. Kludder i linen og hvad ved jeg. Til gengæld havde Jeppe god succes med sin pirk og der kom en del 7 – 8 kgs fisk i hans og Dans balje. Generelt fik alle mange torsk og i rigtig god størrelse dertil kuller og lyssej.
Lidt hen af dagen fik jeg hugget. Det fik Dan også og vi stod begge og fightede intenst. Skipper gaffede først min som var en skønhed på 14,9 kg og endnu en PR.
Herefter kom Dans til overfladen. Det blev dagens største fisk på 18,9 kg. Flot.
Formanden fik også målere på 17,5 kg og 11,5 kg og det er noteret af turlederen, at der ikke er givet øl for den personlige rekord. Dan Fuglsang er også noteret og vi ses på Sørøya, vel vidende at formanden har problemer med promillen i den tynde nordnorske luft.
Det skal bemærkes at formanden var rendt ind i noget kludder da hans 17,5 kgs er kroget. Langsomt svømmer den rundt 10 m nede, så tager Brian fat i formandens line og trækker torsken op. Imens er formandens line viklet rundt om topøjet og der er kaos. Per gaffer torsken og haler den ind og vi råber til formanden at hans torsk er røget at men han hører det ikke eller han vælger ikke at høre det.
Nede agter gik det også vildt for sig. Brian tog flest målere med en total på 6 målere. Lige efter lå Willy med 5 målere. I et af de gode stop får Brian og willy fisk på med det samme og samtidig kommer der en på 9,5 kg til willy og en måler på 11,9 kg til Brian, som hiver den op i forfanget og kaster ud og kroger og lander endnu en måler. Willy lander endnu en fisk mellem 9 og 10 kg.
Bo Gervig havde inviteret han far med og Bo havde lavet det selviske trick at låne faderen en gammel sløv krog i 6/0 og faderen mistede den ene pragt torsk efter den anden. Der skulle dog kun en bemærkning om et krogskifte til før at Gervig senior får en måler torsk på dæk.
Samlet gav dagen 26 målere og Brian havde fuldt holdt, hvad han havde lovet.
Vi fangede følgende arter: Torsk, kuller, lange, havkat, mørksej, lubbe.
Hen sidst på eftermiddagen havde alle vist fået hvad de kunne tilkomme og vi vendte næsen hjemad mens de sidst fangne fisk blev fileteret.
Endnu engang havde Per sørget for en fantastisk god tur, hvor alt fungerede fint med overnatninger, forplejning mv. Bodil er meget velegnet til længere ture af denne art.
Endelig synes jeg også, at sammenholdet i Måleren fungerede fint og det er mit indtryk, at alle havde en rigtig god tur.