Tur : Dybhavstur Skib : M/S Jera, Langesund, Norge. Fiskested : Langesundsfjorden
Det havde ikke været muligt, at samle et hold udelukkende af målermedlemmer til havturen den 5. august til Langesund, men vi var da fire.
Jeg var kørt derop gennem Sverige dagen før, og camperede på kajen ud for M/S Jera. Jeg hørte ude i byen, at skipper var faldet ned af en stige og havde brækket næsen og bøjet et par ribben dagen før, og fik dette bekræftet, da jeg mødte ham og hans medhjælpere ved båden.
Næste morgen kom resten af holdet med færgen (det er ikke nødvendigt at medbringe bil, da der er ca 100 m. fra færgen til bryggen, hvor båden ligger; men der kom da hele tre biler). Vi sejlede ud lidt op ad dagen med en afløser for den tilskadekomne skipper. Vejret var ikke ideelt på grund af blæst, og vi satsede på at fange agn i fjorden til dagen efter og mede lidt på dybere vand.
Det gik nemt med makrellerne og snart lå vi for anker på ca. 200 m ca. en mil ud for fjordmundingen og medede. Der kom en brosme 3 kg. op; men så ville reserveskipperen flytte på båden, mens ankeret var ude. Han sejlede snart ankertovet ind i skruen, og så havde vi ikke noget anker mere.
Vi flyttede indenskærs og prøvede nogle steder uden anden resultat end et par blåhvillinger, hvorefter vi besluttede, at det var nok for i dag.
Vejrudsigten var ikke god, og den sidste dag blev aflyst. Vi kørte hjem igen uden at have fået fisket så meget, og slet ikke det, vi kom efter.
Vejret kan ingen gøre noget ved, og der var nogle lidt uheldige ting omkring båden og skipper denne gang. Der er dog noget der tyder på, at der godt kan laves andre ture med foretagendet i fremtiden, når skipper har fået styr på helbredet og sin nye båd. I så fald skal det nok være en 5-dages tur, så der er plads til vejrlig. Det må da lykkes en dag, at komme ud med en nordmand og fange store fisk.
Herunder ses opdateringerne som de kom ind live fra Langesund via SMS.
5/8 kl. 13.49 : Første melding fra Langesund fortæller om hårdt vejr med 2 meter høje bølger. Jørgen har fanget en brosme på 3 kg og der er fanget mange makreller under fiskeriet efter agn. M/S Jera har mistet ankeret og resten af dagen satses der på nye arter.
5/8 kl. 15.07 : Der er fanget kuller sej og hvilling. Intet over 1,5 kg bortset fra Jørgens brosme.
5/8 kl. 17.24 : Så kom der er en ny art på rekordlisten. Både Brian og David har fanget blåhvilling, – også kendt under navnet sortmund. Brians fisk på 32 cm er en cm længere end Davids og dermed ny klubrekord.
6/8 kl. 08.23 : Turen i dag er aflyst pga for meget vind.