Tur : Kulmuletur Skib : M/S Maagen, Nr. Vorupør. Fiskested : Vesterhavet
Det var kun 10 dage siden sidste kulmuletur. Turen havde været fra Thybrøn, og fangsterne og meldingerne der fra var ikke med til at indgyde en hel masse optimisme med henblik på at fange muler. Thøge, der er skipper på Maagen, mente nu nok at vi havde en rimelig chance.
Men først skulle der selvfølgelig lige være sejlvejr. Det mente vi alle at være sikre på der ville blive dagen før, så Per og Kim havde bestilt værelser til overnatning i Thy og de fleste af turdeltagerne var på vej mod Nordvest da Thøge ringede og gav udtryk for sin bekymring angående vejret.
Vi blev enige om at flytte afgang fra kl. 06.00 til kl. 08.00, hvilket senere skulle vise sig at være en rigtig klog beslutning. For da vi blev trukket ud fra stranden næste morgen, var det direkte ud i en livlig sø, der fik Maagen til at gynge og danse på vej mod fiskepladserne i en sådan grad at flere deltagere måtte ofre en gang til muleguderne.
Heldigvis lagde bølgerne sig hurtigt og de krise ramte fik også lidt mere farve i kinderne som dagen skred frem, og vejret bare blev bedre og bedre.
Medefiskeriet efter kulmulerne gik i gang, og det varede ikke længe før de mest utålmodige skiftede taktik til pirk og makrelforfang. Der skete nu heller ikke meget med de forskellige former for agn, der blev fisket med, og jeg kan vist godt allerede nu afsløre at vi ikke fik nogen kulmuler at se.
Til gengæld blev Frederikke belønnet for sin utålmodighed ved at fange en flot blåfinnet rød knurhane. Ny art blandt juniorerne og dermed ny juniorrekord klaret i elegant stil med en brækket arm. Til gengæld mistede hun senere på turen en anden juniorrekord, da Casper med mindst mulig margen forbedrede rekorden for makrel til 41,5 cm.
Casper troede de fleste i øvrigt var godt i gang med at sætte torskejuniorrekord på et tidspunkt. Stangen var helt krøllet sammen og den unge fisker måtte virkelig kæmpe for at få fangsten ind, men da han fik bragt forfanget til overfladen havde han hele 5 torsk på krogene.
Til sammen var de vist helt oppe omkring målerstørrelse og klart over rekorden, men enkeltvis var der desværre ikke nogen af dem, der var store nok til at slå den gamle juniorrekord på 3,6 kg.
Da det ikke lykkedes med mulerne fiskede vi efterhånden alle efter torsk og makrel med pirk og ophængere. Det gav ok uden at være prangende, og der kom lidt fisk i kasserne over det hele. Fine madfisk som dog gerne måtte have haft en lidt højere snitvægt.
Arne fik dagens største torsk. Den blev aldrig vejet, men et bud på størrelsen er 4 - 5 kg.
Et par stykker af os have ikke helt opgivet idéen om at mede, og forsøgte os derfor med børsteorm. Småtorskene kastede sig hurtigt over dem, men det lykkedes Kim at fange en enkelt fin rødspætte.
Thøge kæmpede for at finde fisk til os, men det var bare en af de dage, hvor fiskeriet aldrig blev super godt. På trods af det, var der en gammel klubrekord, der stod for fald. Flemming forbedrede rekorden for knurhane med en halv cm og var vist helt godt tilfreds med det. Man kan være i tvivl om at Kim var lige så tilfreds med at skulle høre om Flemmings rekordfisk hele vejen hjem til Fyn ;)
Som sagt ingen muler på denne tur. Til gengæld fik vi efterfølgende at vide, at der samme dag var landet flere kulmuler på den anden turbåd, der sejler ud fra Nørre Vorupør. Og dagen efter vores tur fik Maagen også muler om bord helt op til 7 – 8 kg. Så vi må bare prøve igen næste år og se, om vi får mere held med kulmulerne der.