Tur : Revtur Skib : M/S Skagerrak, Hirtshals. Fiskested : Vesterhavet / Skagerrak
Vi skulle helt hen til april måned for at få gang i fiskeåret 2017 i Måleren. Februar turen med M/S Bodil fra Thyborøn blæste væk og det samme gjorde turen i marts med M/S Skagerrak fra Hirtshals. I forbindelse med sidstnævnte aflysning lykkedes det dog at arrangere en erstatningstur og endelig ramte vi en dag med havvejr.
Det var stadig mørkt da vi mødtes i Hirtshals tidligt denne lørdag morgen. På kajen fik Adam overrakt Fie pokalen, som han havde vundet på netop dagens båd ved fangst af en skægtorsk sidste år.
12 medlemmer var klar til at fange fisk, og vi fik hilst på hinanden, bådens ejer Hans og medhjælperen. Men hvor var skipperen? Klokken nærmede sig afgangstidspunktet og han dukkede ikke op og der var desværre ikke tale om en aprilsnar. Hans ringede og ringede - både til skipperen, som han havde aftalt skulle sejle os, og til andre mulige afløsere.
Til sidst lykkedes det Hans at finde en løsning, men pga forskellige omstændigheder blev det desværre kun muligt at tage ud på en kysttur og ikke ud på revet som det ellers var planen.
Men hellere en kysttur end ingen tur når nu man er kørt helt til Hirtshals og bare trænger til at komme på vandet efter en lang vinter. Hans havde gjort hvad han kunne og gav os et mærkbart nedslag i prisen og vi hørte senere, at den manglende skipper var blevet indlagt akut på sygehuset få timer før han skulle have sejlet med os. Han var heldigvis ok og nu når det uheldigvis faldt sammen med vores fisketur måtte vi bare få det bedste ud af det.
Asbjørn fik samlet ind til pulje til fangeren af dagens tungeste fisk. Han lå selv en kort overgang til at være med i opløbet til at vinde, men Jeppe landede midt på dagen en fin torsk på 5,8 kg som endte med at blive dagens største.
Da vi som nævnt fiskede kystnært var der ikke meget størrelse på fiskene. De fleste fisk var således torsk på 1 til 2 kg med enkelte større eksemplarer i mellem. Der blev også landet et par småsej i løbet af dagen, men ellers så vi ikke andre arter.
Turen blev gennemført i super fint vejr og Hans’s medhjælper gjorde et rigtig fint arbejde med at rense og filetere dagens fangst.
2017 er hermed sat i gang i Måleren og der er kommer forhåbentlig flere ture i lige så god stemning og flot vejr som vi havde denne første dag i april.