Turreferat

Dato 22. september 2024
Tur Kattegattur
Skib / by M/S Seadog, Frederikshavn
Fiskested Kattegat

Turen fra Frederikshavn med M/S Seadog er enhver artsfiskers drømmetur. Her ser vi ofte mange forskellige arter, og nogle af dem møder vi yderst sjældent på vores øvrige ture. Desværre har vi ofte ramt uheldige vind og bølge forhold og der af følgende aflysninger, når der har været planlagt ture fra Frederikshavn, men i år så prognoserne helt fantastiske ud.

Desværre viste det sig at være naive, overoptimistiske meteorologer, der havde lavet farvandsprognoserne, så i stedet for det ventede havblik kom vi ud i halv hård sø, der kom til at præge hele turen. Flere blev søsyge, og når vi drev i bølgerne, skyllede der adskillige liter saltvand ind over dækket, der gjorde både grej og fiskere temmelig våde.

Men det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning for ikke at have en god tur. For allerede på et af de første drev kom der en ny klubrekord om bord. Det var Brian, der landede en flot berggylte på 1.14 kg. 10 gram større end den gamle rekord, så det var med mindst mulig margen, den rekord var blevet slået.

Brian skulle dog ikke komme i land som indehaver af klubrekorden, da han senere blev overgået af en endnu flottere berggylte fanget af Michael Timm. Her viste vægten 1.33 kg, og Michael fiskede i det hele taget rigtig godt denne dag.

Det samme var tilfældet med artsmakkeren Danny, og de to var temmelig suveræne i konkurrencen om pointene, der også blev dystet om på denne sidste tur i serien af 5 ture, der talte med til Målerens klubmesterskab. Kun Flemming Junker kunne følge deres 7 arter, men selvom de gjorde det godt, var det ikke nok til at forhindre at Finn Jensen blev klubmester in absentia.

Til gengæld var de 3 rigtig tætte på at føje en ny art til listen over klubrekorder, men 3 eksemplarer af arten savgylte manglede alle en halv centimeter for at opfylde kravet om minimumsstørrelse til klubrekorder i Måleren.

Fjæsinger og makreller fangede alle en del af – undtagen undertegnede, der ikke fik en eneste af disse arter og dermed forspildte muligheden for at komme i toppen af pointene.

Til gengæld satte Junker ny klubrekord for fjæsing, og Jonas fik med en flot makrel en placering på listen over årets største fangster i Måleren.

Fisk fanget på turen

Art Vægt / længde Fanget af Billede
Berggylte 1,33 kg Michael Timm Billede
Berggylte 1,14 kg Brian Olinsson Billede
Berggylte 1,00 kg Flemming Junker
Berggylte 40,0 cm Kadar Haji Ahmed Billede
Fjæsing 35,0 cm Flemming Junker Billede
Havkarusse 16,5 cm Michael Timm Billede
Makrel 44,0 cm Jonas Lindharth Madsen Billede
Savgylte 19,5 cm Flemming Junker
Savgylte 19,5 cm Danny Søhus Billede
Savgylte 19,5 cm Michael Timm Billede
← Tilbage til oversigten
Referat: Jan Dalgaard Madsen