Turreferat

Dato 15. juli 2012
Tur Sommertur
Skib / by M/S Nana, Øer Maritime Ferieby
Fiskested Kattegat

Vejrudsigten op til sommerens tur med M/S Nana var ikke opløftende: Halv-kedeligt vejr, hvor vinden lå og dansede omkring de 10 sekundmeter, iflg. prognoserne. Skipper mente dog, at han godt kunne finde læ til os, og vi mødtes derfor i Øer maritime havn søndag morgen kl. 08.00. Det skulle vise sig, at skipper havde ret, for vi havde faktisk glimrende vejr det meste af dagen.

Nogle af deltagerne havde sat næsen op efter makrel, men skipper måtte skuffe os med, at de endnu var meget sporadiske, og at han hellere ville satse på nogle flade. Dem havde vi heldigvis også kalkuleret med, og havde derfor medbragt godt med orm.

Turen var en slags mini-junior-tur, idet hele 6 ud af 11 deltagere var juniorer. Måske spiller sommerferien ind her? Turen var også en klubmesterskabstur, hvilket betød at flere medbragte mere end 1 stang, så de hurtigt kunne skifte taktik, hvis det blev nødvendigt. Langt hovedparten tog det dog knap så seriøst, og satsede i stedet på at få nogle andre til at sætte orm på, hvis de skulle have en chance i klubmesterskabet.

Fiskepladserne lå ca. 45 minutters sejlads fra havnen, og lå mellem 5 og 15 meters dybde. Af samme grund havde de fleste hevet det lette grej frem fra skabet, og fiskede flade med lodder mellem 40 og 100g. Forfangene var af typen "mange perler", og fiskene så ud til at kunne lide dem.

I første dyp kom der nemlig både rødspætter og skrubber på dæk, og selvom ikke alt pilleri blev omsat til fast fisk, kom der stille og roligt fisk i baljerne. Det var en skøn blanding af både rødspætter, skrubber og isinger. Noget af pilleriet blev senere også omsat til fisk. Der kom udover de flade også nogle små berggylt-lignende fisk op, hvilket iflg. ekspervurderinger nok var havkarudser, men dog ingen over de 20 cm. De frygtede fjæsinger kom også på dæk, og alle som en blev afkroget med behørig respekt for de giftige pigge, og vi slap derfor uden tab af fisketid denne gang.

Vi søgte lidt rundt i området, hvilket var en blandet fornøjelse. Nogle steder var der mange undermålere, andre steder blev det kun ved pilleriet, og endelig var der en enkelt plet, hvor frederikke fandt dagens største rødspætte på 47 cm og 900 g. Sidst på dagen søgte vi dog tilbage mod udgangspunktet, og der var stadig godt med fladfisk.

Udover fladfiskene blev der også prøvet lidt alternativer, og det lykkedes således at fange en hornfisk på en flådfisket tobis. En hornfisk er ikke sådan at kimse af på en klubmesterskabs-tur, men det havde nu også lunet godt med en makrel, havørred eller hvar på den levende tobis. Det må vente til næste gang.

Da turen gik på hæld var det tid til at gøre regnskabet op, og ialt var der fanget flg. arter: rødspætte, skrubbe, ising, havkaruds, berggylt (en ægte!), fjæsing, hornfisk, ålekvabbe, ulk og et par fejlkrogede tobis (talte ikke). Antalsmæssigt lå vi fra 2-12 fisk per mand, fraregnet diverse smånips.

Fisk fanget på turen

Art Vægt / længde Fanget af Billede
Fjæsing 29,0 cm Rikard Jensen Billede
Fjæsing 27,0 cm Magnus Muurholm Madsen Billede
Hornfisk 68,0 cm Rikard Jensen Billede
Ising 34,0 cm Jan Dalgaard Madsen
Ising 32,0 cm Per Jensen
Ising 27,0 cm Maria Muurholm Madsen Billede
Rødspætte 47,0 cm Frederikke Dorthea Hesselholm Billede
Rødspætte 37,0 cm Jonas Lindharth Madsen Billede
Rødspætte 32,0 cm Frederikke Dorthea Hesselholm
Rødspætte 31,0 cm Jonas Lindharth Madsen
Rødspætte 30,0 cm Rikard Jensen
Skrubbe 34,0 cm Rikard Jensen
Skrubbe 33,0 cm Gustav Yde Jensen Billede
Skrubbe 32,0 cm Rikard Jensen
Skrubbe 31,0 cm Steffen Lindharth Madsen Billede